KIM-BOG NR. 15 "KIM I KNIBE"
ADVARSEL:
Denne side er kun for nørder!
Kim-bog nr. 15 "Kim I Knibe" adskiller sig væsentligt fra de fleste af de andre Kim-bøger, ved IKKE at foregå oppe i fiskerlejet på den sjællandske nordkyst. De eneste 2 andre Kim-bøger der foregår andre steder er Kim-bog nr. 9, "Kim Og Spionerne", som foregår i Jönköbing i Sverige og Kim-bog nr. 19, "Kim Klarer Alt", som foregår i Nykøbing, ingen ved hvilken Nykøbing. Alle de 22 andre Kim-bøger foregår oppe i fiskerlejet.
Det der er interessant ved "Kim I Knibe" er, at den foregår inde i København, primært på Amager. Alle de andre bøger (på nær bog nr. 9 som nævnt her over) foregår fiktive steder, hverken fiskerlejet eller Nykøbing findes i virkeligheden. Altså kan lokaliteterne i "Kim I Knibe" placeres i virkeligheden.
Som det kan læses i min biografi om Bengt Janus Nielsen, opholdt han sig meget i Dragør hele sin barndom og ungdom. De første Kim-bøger er med næsten 100% sikkerhed skrevet i familiens sommerhus på Sandbakken i Dragør. Denne Kim-bog fra 1964 er dog skrevet efter Bengt flyttede til Lumsås, så den er nok skrevet deroppe. Men "Kim I Knibe" foregår altså i Bengts "baghave", hvis man må sige det sådan. Han kendte hele det sydlige Amager og Dragør som sin egen bukselomme, så det var naturligt for ham at bruge det miljø i en af bøgerne.
Herunder kan du læse de afsnit fra bogen hvor der er lokaliteter med.
Tur 1:
Her er Kim ude at prøvekøre den MG TC som Eriks fætter er ved at reparere.
I virkeligheden var
forfatteren
Under prøveturen bliver vognen med Eriks fætter og Kim påkørt af en flugtbilist i krydset mellem Englandsvej og Tømmerupvej.:
"Vi kørte ud ad Amager Landevej. På himlen over vores hoveder var stjernerne kommet frem. Luften var lidt kold, men vi nænnede ikke at slå kalechen op. Hvis man vil nyde en MG, skal den være åben. Mogens havde siddet og nynnet, nu afbrød han sig selv og sagde:
– Den går som en drøm! Sådan skal en motor lyde!
Jeg lyttede. Jeg syntes også, at den lød godt.
– Hvor hurtigt kan den køre når den er tilkørt? spurgte jeg. – Jeg ved det ikke helt bestemt, men jeg har tunet den, så godt jeg kunne. Jeg har også tunet udblæsningen, og det er det, der sætter prikken over i'et. Hvis jeg har fulgt forskrifterne, skulle den kunne køre omkring de 160.
– Det er en skam, vi ikke kan prøve det i aften, sagde jeg. Han grinede.
– Det er ikke nogen særlig kunst at køre stærkt på lige vej, sagde han. – Det kommer an på er, at man bruger så kort tid som muligt på svingene. Det er dem, der sluger tiden.
Som for at demonstrere, hvad han mente, slog han afviserkontakten over og svingede til højre ad Tømmerupvej i et perfekt højresving. Jeg nød turen, og jeg håbede, at han ville gøre den lang. Da vi nåede hjørnet af Tømmerupvej og Englandsvej, bremsede han og holdt stille, for der var fuldt stop. Der var ingen biler i sigte, og han drejede til venstre og fortsatte mod Store Magleby.
I Dragør kørte vi en tur ned omkring havnen, tilbage igen, mod vest ad Krudttårnsvej, til vi nåede Møllevej. Der drejede vi til højre og kørte op til Store Magleby kirke, drejede ti venstre og satte farten lidt op, til femoghalvfjerds eller firs, mens vi kørte tilbage mod København. En jetflyver drønede lavt hen over hovederne på os, pløjede sig frem gennem luften og forsvandt med sine blinkende lanterner ude over Kongelunden. Vi nærmede os Tømmerupvej igen.
– Skal vi dreje? spurgte jeg og rakte ud efter afviserkontakten.
Han rystede på hovedet.
– Nej, vi kører ligeud.
– Der kommer en bil, sagde jeg.
– Ja, men han standser. Der er fuldt stop, ved du nok. Vognen kom kørende ad Tømmerupvej, nærmede sig krydset i stor fart. Jeg kastede et blik på vores eget speedometer. Det stod på fireogfirs. jeg fik øje på en cyklist, som kom kørende i modsat retning. Så så jeg igen bilen på Tømmerupvej og råbte:
– Mogens! Han standser ikke!
Jeg så, at Mogens rev rattet til venstre og jeg husker, at jeg hørte nogen skrige. Måske var det mig selv? Jeg ved det ikke. jeg ramlede hovedet mod et eller andet, og alting blev sort."
Herefter flygter bilisten der påkører dem og bogens mysterium er i gang. For han skal naturligvis findes.
Tur 2:
Her skal Kim og Erik ud og prøve at finde ud af noget om en mistænkt. De har fået opsnuset at han bor i Van Eibertstræde i Dragør. Denne vej findes dog ikke i Dragør. Så HELT rigtigt har Bengt Janus Nielsen altså ikke beskrevet lokaliteterne fra Dragør i bogen.
"Det havde måske været nemmere at cykle ad Englandsvej, men af en eller anden grund syntes jeg, at vi skulle følge den rute, Mogens og jeg var kørt på ulykkesaftenen. Vi cyklede altså ud ad Amagerbrogade, videre ad Amager Landevej, drejede til højre ad Tømmerupvej, drejede til venstre der, hvor ulykkesbilen burde have standset for fuldt stop, passerede Store Magleby og nåede Dragør. Fra en telefonboks på vejen ringede Erik hjem til sine, jeg hjem til mine forældre, og vi forklarede begge to, at vi var kørt en tur til Dragør og at de ikke skulle vente på os med middagsmaden. Min mor var lidt bekymret for at jeg ikke skulle få noget at spise, men jeg trøstede hende med, at Erik og jeg kunne købe et par pølser ved en pølsevogn. Hun spurgte, hvornår jeg kom hjem, og jeg sagde, at det måske blev sent. Både Erik og jeg har været heldige med hensyn til forældre.
På hjørnet af Kongevejen
og Vestgrønningen står der en pølsemand. Hos ham fik vi stillet vores værste
sult. Så kørte vi ned til havnen og kiggede på skibene, for vi var jo i god
tid. Vi drev rundt i havnen til lidt over fire, så kørte vi hen til Van
Eibertstræde 38. Det var en smal, gammel gade med smukke huse bag smukke haver,
der var indhegnet af blå og grønne plankeværker. Vi stillede os et stykke
fra, lænede os til cyklerne, tændte vores piber og prøvede at se ud, som om
vi bare tilfældigt stod på dette sted og sludrede.
Erik og jeg fulgte forsigtigt efter ham. Han forsvandt ind hos en barber. Så stod vi uden for barberen og ventede igen. Ventede, ventede ...
Fra barberen gik han lige hen til kroen. Erik og jeg kiggede på hinanden. Hvad skulle vi nu gøre.
Dragør kro er meget gammel. Først går man gennem en port, så over en gårdsplads. Det var ved at blive mørkt. Da den mand, vi skulle skygge, var forsvundet ind gennem porten, over gårdspladsen og ind bag kroens dør, fulgte vi tøvende efter ham.."
Tur 3:
Her forfølger Kim alene den ene af de mistænkte ud af Dragør langs Sydstranden mod Søvang.
"Jeg trak min cykel lidt væk fra porten, da jeg kom ud på gaden. Jeg tog min pibe op og begyndte at stoppe den. Jeg havde lige fået den til at brænde, da den unge mand, som havde siddet og spist biksemad, kom ud ad porten. Han satte sig op på sin cykel, eller rettere sagt: Møllers cykel, og begyndte at køre i retning af Vestgrønningen. Der drejede han til venstre, og jeg fulgte ham i en tredive meters afstand. Han så sig ikke tilbage. Regnen piskede ned, og Vestgrønningen lå øde hen.
Han fortsatte ligeud. Vi kørte langs vandet. Regnvandet løb ned fra håret og ned i øjnene. Men det måtte være værre for ham. Jeg havde min vindjakke på. Han var kun i sweater og jakke. Han måtte allerede være gennemblødt ind til skindet.
Stadig videre langs vandet. Nu var der ikke flere lygter. Vi kørte i mørke, og jeg måtte anstrenge mig for at holde øje med ham. Til venstre for os lå vandet. Langt ude kunne jeg se Drogdensfyrets grønne blink og lysene fra en damper, der sejlede forbi. Måske var det Bornholmerbåden. På højre hånd lå en eng med tjørnebuske. Jeg havde set den i dagslys. Nu var det kun en sort, truende masse.
Vi var alene på vejen, han og jeg. Og endnu havde han ikke vendt sig en eneste gang. Han anede ikke, at han var forfulgt. Jeg sad og spekulerede på, hvilken rolle han spillede i dramaet. Det var ikke ham, der havde kørt bilen den aften, Mogens og jeg forulykkede med MG'en. Det var jeg sikker på. Han havde sagt noget om sit værktøj. Måske var han mekaniker. Måske havde spritbilisten fået ham til at udbedre skaderne på ulykkesbilen, før det var for sent. Ja, sådan måtte det være. Og nu var vi på vej til det sted, hvor ulykkesbilen stod skjult. Det kunne ikke være bedre.
Så endte vejen langs stranden, og han drejede til højre. Der var marker på begge sider, det var ikke til at forstå, at vi var så nær ved København. Og dog var der ingen tvivl. Mod nord, over byen, var himlen helt lys.
Han drejede til venstre ad Krudttårnsvej, og jeg fulgte ham forsigtigt. Jeg havde ventet, at han ville dreje til højre ad Møllevej, op mod Store Magleby, men han fortsatte ind i mørket igen.
Hvor Krudttårnsvej ender, drejede han til venstre mod syd i retning af Søvang og Kongelunden. Vi kørte ad veje, jeg aldrig før havde været på. Jeg vidste ikke rigtig, hvor i verden vi befandt os. Overalt var der marker, træer, tomme mørke sommerhuse, uhygge og regn. Mine sko var fyldte med regn, og vandet løb ned ad halsen på mig, ind under skjorten. Jeg kunne mærke, hvordan min undertrøje blev mere og mere våd.
Og så pludselig, uden varsel, drejede han brat til højre, og ad indkørslen til et stort gartneri. Der lå en villa på venstre side af indkørslen, men den var mørk, skønt klokken ikke var ret mange. Helt mørk, og jeg fik med det samme det indtryk, at den var tom."
Tur 4:
Den sidste lille tur fra bogen beskriver hvordan Kim en aften følger Katja hjem til sin moster i Hillerødgade og bagefter på hjemturen ender med at bliver overfaldet på Nørrebrogade ved Assistents Kirkegård.
En sjov detalje er, at Bengt Janus Nielsen selv er opvokset i Hillerødgade 26 på Nørrebro, lige ved krydset med Lundtoftegade. Det er det Katjas moster bor i bogen!
"Katjas moster bor i Hillerødgade, lige ved Lundtoftegade. Vi gik hele vejen derud, ganske langsomt. Til sidst stod vi stille neden for gadedøren og snakkede. Måske en time. Måske halvanden. Så sagde vi farvel, og hun forsvandt op ad trappen.
Jeg var glad, da jeg gik hjem. Jeg gik ad Hillerødgade hen mod Nørrebrogade, og det var først, da jeg var ud for Daells Varehus' kontorbygning, at jeg opdagede gartnerbilen med den skæve lygte.
Først kunne jeg ikke få mig selv til at tro, hvad jeg så. Hvad skulle den her? Hvordan kunne det gå til?
Jeg gik over på den anden side, langs Nørrebroparken, drejede til højre ad Nørrebrogade, mens jeg gik og prøvede at overbevise mig selv om, at det var noget vrøvl. Det måtte være en bil, der lignede den. Der er mange biler med skæve lygter. Der er mange grønne varebiler. Det var min fantasi, der løb af med mig. Jeg vendte mig. Ja, der kunne jeg selv se. Nørrebrogade lå næsten øde hen, og der var ingen grønne biler med skæve lygter.
Klokken var mange. De sidste sporvogne var kørt. Folk var gået i seng. Jeg gik langs muren til Assistents Kirkegård og havde næsten nået Kapelvej, da den grønne gartnerbil passerede og kørte ind til kantstenen en snes meter foran mig.
Et øjeblik tøvede jeg. Skulle jeg vende om? Skulle jeg gå
På den anden side af gaden? Men det ville se fjollet ud! Sådan noget gør man ikke!
Jeg fortsatte fremad. Da jeg var ud for bilen, blev døren åbnet, og den unge mand med det smalle ansigt sprang ud."
For os Kim-nørder er stemningen oppe i fiskerlejet på sjællands nordkyst essentielt for hele miljøet i Kim-bøgerne. Men alligevel er det sjovt at læse en Kim-bog der foregår i et virkeligt miljø. Især er det sjovt at Bengt Janus Nielsen både fletter sit barndomshjem og stedet hvor familiens sommerhus lå ind i en af Kim-bøgerne. Jeg har fra tegneren til mange af de originale Kim-bøgers omslag Amdi Thorsen fået at vide, at det faktisk ER Dragør som var forbilledet for fiskerlejet oppe i nordsjælland. Der er desuden samme Amdis ældste søn Kim som lægger navn til bøgernes hovedperson.
Bengt Janus flyttede som sagt til Lumsås i starten af 60erne og boede der til sin død i 1988. Men omkring 1980 flyttede han kortvarigt tilbage til Krudttårnsvej i Dragør for at forsøge at genetablere netværket fra sin ungdom. Det lykkedes dog ikke og han flyttede tilbage til Lumsås i sit gamle bondehus igen omkring 1982.
Du kan læse meget mere om Bengt Janus Nielsen liv i min biografi om ham.
Tilbage til forsiden om Kim-bøgerne
Glamrocker.dk - 2013
